Det var med stor vemod, at jeg modtog meddelelsen om en fantastisk sangstjernes død. Da jeg for 25 år siden var en måned i USA, var hun det helt store hit og gjorde et dybt indtryk på mig.
Der er lige siden hendes død i lørdags sagt og skrevet meget hjertevarmt om hende, men hvad jeg vil reflektere over her, er, hvad vi gjorde, inden hendes død. Lige nu græder og sørger en masse mennesker, køber hendes musik, og sender hilsner. Det er der bestemt heller ikke noget i vejen med, men hvorfor venter vi ofte til efter at folk er døde og borte, inden vi gør noget aktivt for dem, får udtrykt vores følelser, og inden vi virkelig sætter pris på deres indsats og liv? Hvad er det, der gør, at vi i dagligdagen ikke tilstrækkeligt påskønner og anerkender vore kære, hvilket ville kunne give os alle sammen paradiset her på jorden i dette liv, i stedet for at gemme alle følelserne, til efter at de er væk og døde? Hvordan ville vores liv være, hvis vi var bedre til at udtrykke vores følelser direkte?
Overvej lige et øjeblik hvilken ændring det kunne have haft, hvis Whitney havde fået den nuværende massive opmærksomhed og opbakning, mens hun levede. Måske havde det betydet, at hun stadig havde været i live i dag? Hun pressede jo sig selv til det yderste, hvilket kostede hende livet. Det samme gjaldt i øvrigt også for Michael Jackson, Elvis Presley og andre store navne.
Så påskøn og anerkend de mennesker, der betyder noget for dig – i dag! I morgen er de måske væk, og så er det for sent for dem.
