Hvilke konkrete initiativer bør regeringen tage for at fremme velfærdsteknologi i sundheds- og plejesektoren?
Jeg mener, at regeringen bør være særdeles forsigtig i sine valg af initiativer, fordi der er temmelig mange interesser på spil her. Vi kan nemt risikere, at der bliver brugt en masse penge på noget, der egentlig ikke vil opleves som den værdi, det har kostet.
Hvem skal have indflydelse på, hvad der skal bruges penge på? Skal de, der vil have fordel af investeringerne? Eller brugerne? Eller de, der betaler hele gildet? Eller nogle helt andre?
Inden der bliver brugt en eneste krone, vil det måske være en god idé med nogle filosofiske tanker og langsigtede perspektiver. Jeg har skrevet mere om dette på www.mikaelhoffmann.com/?p=1354
Udførelsen af begrebet ”multitasking” eller mange-opgaver-i gang-på-én-gang, kan være nødvendig i mange sammenhænge, fx når man laver mad. Hvis man kun laver én ting i sit køkken af gangen, bliver den tre-retters middag aldrig færdig som et sammenhængende måltid.
Til gengæld er multitasking i andre sammenhænge noget skidt. Når du taler i telefon, skriver på en tekst eller elsker med din kæreste er multitasking ikke godt.
Normalt laver jeg kun én ting ad gangen. Hvis jeg går i stå, kan jeg vælge at lade det ligge for en tid, og så gå i gang med den næste opgave, indtil jeg går i stå med den. Hvis jeg hele tiden arbejder koncentreret med de vigtigste opgaver i fx en time ad gangen, indtil de er færdige, så når jeg mest.
Traditionelt siger man, at kvinder er gode til at multitaske (husholdning, hjem, børn osv.) mens mænd kun kan klare én ting ad gangen. Egentlig taler man om feminin energi og maskulin energi.
Både mænd og kvinder har begge dele, men normalt har kvinder mest af den feminine energi og mænd har mest af den maskuline energi.
Multitasking er at lave mange ting på én gang. Fx at hælde et glas vand op, mens man taler i telefon og samtidig signalerer til sin ægtefælle om at lukke døren.
For en ADHD person kører alting enormt hurtigt. Det, der for os andre er normalt tempo, er for en ADHD’er som en film der kører ekstremt langsomt. Er der derfor noget at sige til, at de er urolige? Forestil dig, at du skulle høre på en forklaring, der tog ekstremt lang tid. Også du ville formentlig blive bims efter et stykke tid.
To ADHD’ere, der taler sammen i et tempo, der passer dem, vil være uforståelig hurtig-snak for dig.
Så der er ikke noget i vejen med ADHD’er. Faktisk er nogle af de klogeste hoveder i vores samfund en lille smule ADHD’er – men de er ikke tynget af det.
Der er ikke noget som helst underligt i, at psykoterapi er godt for folk, der har meget fart på.
Min egen erfaring er, at taknemmelighed ikke bare er en enkelt ting, men deler sig i tre lige vigtige områder.
Kærlighed
Taknemmelighed er et udtryk for kærlighed.
Du mærker andre i dit hjerte eller rettere med dit hjerte.
Taknemmelighed opstår i din lytten til dig selv, og den resonans, som du mærker, at andres handlinger eller væren skaber i dit hjerte.
Dette er taknemmelighed og kærlighed overfor sig selv. At være tilfreds og glad indefra. At vide, at det er GODT NOK. At livet er dejligt, som det er lige nu. At fokusere på succeser og fremgang – uanset hvor små og få de end måtte være.
Ydmyghed
I taknemmeligheden lever ydmygheden. Når du er ydmyg overfor andre, er der plads til anerkendelse og dermed taknemmeligheden. Mærk taknemmeligheden fra andre. At mærke og høre, at det er godt, hvad man har gjort. At lukke sine ører op, og virkelig HØRE, når andre udtrykker deres tilfredshed. At tage imod taknemmelighed som en værdifuld gave.
Generøsitet
Taknemmelighed overfor andre. Taknemmelighed opleves, når du giver andre plads til at give noget, når du er åben for at modtage. Det er en anerkendelse af livets gave og livets rigdom. At sige TAK og tydeligt vise, at man er tilfreds med, hvad man får. At fokusere på det, der er godt, og ned-tone det, man ikke er tilfreds med. At være glad for det, der er sket, i stedet for at dvæle ved det, der ikke skete.
Der er ikke noget i vejen for at ønske sig mere, og sker det på basis af taknemmelighed for det, man har, er følelsen helt fantastisk. Er man aldrig rigtigt tilfreds, men altid kun ønsker sig mere for at kunne blive tilfreds, bliver man ALDRIG lykkelig. Den kortvarige tilfredsstillelse ved lønforhøjelsen, tilbygningen, den nye bil, knaldet, kjolen, mobiltelefonen eller forfremmelsen varer kun kort.
Hvis nogen har svært ved at føle sig lykkelige, er der måske tre hovedårsager til dette:
· Overstimulering. Der er simpelthen for mange valgmuligheder og vi bliver bombarderet med tilbud, så vores forventninger stiger til urealistiske højder, hvilket kan resultere i manglende lykke.
· Man lever i enten fremtiden eller fortiden. Hvis man ikke er i stand til at leve i nuet, kan man heller ikke være lykkelig nu. Når man er opslugt af fremtiden, lever man i forventningen, og når man kun beskæftiger sig med fortiden, lever man i erindringen.
· Mangel på taknemmelighed. Ikke at være i stand til at være glad for det, der ER, men derimod jagte noget, som ikke er endnu. Måske ved man slet ikke, hvad det er, man jagter, eller hvordan man får fat på det, for når man fanger det, forsvinder det, og man jagter videre.
Vi bestemmer selv, hvor lykkelige vi vil være. Lykke skal nemlig læres.
Uha. Hvis man i forvejen er syg, får man det bestemt ikke bedre af at se denne video. Klik på billedet for at høre en tidligere ansat i den farmaceutiske industri fortælle om, hvad medicin gør ved dig. Hun må om nogen vide det.
Skal man altid være ærlig over for sine børn?
Hvad sker der, hvis man ikke er ærlig?
Er ærlighed ikke som med så meget andet, en smal sti med dybe grøfter på begge sider?
Hvad hvis ens søn elsker at synge så meget, at han ikke kan lade være – til trods for at han ikke har en tone i livet? Skal man støtte ham i, at det er godt at han synger, men måske undlade at fortælle ham, at man synes at han synger godt?
Hvad hvis han synger i et band, og at han pludselig finder på at stille op til Talent 2010? Skal man SÅ fortælle ham sin ærlige mening? Vil det såre ham, hvis han får at vide, at det måske ikke er en god ide?
I fredags så jeg Talent 2010 sammen med min familie, og i interviewet inden Nicklas’ sceneoptræden, fortalte han os, at de fleste havde fortalt ham, at han sang godt…
Hvordan mon det påvirker drengen, at han et øjeblik senere for øjnene at det meste af Danmarks befolkning, oplever det svidende nederlag at få at vide af et enigt dommerpanel, at han overhovedet ikke kan synge?
Hvor går grænsen mellem sygelig hensyntagen og hensynsløs ærlighed? Hvordan kan man som forældre vide, hvad der er bedst for barnet, både på kort og på langt sigt? Hvorfor er det så svært for nogen forældre – og så let for andre?
Er det mon vores egen indre ubalance, vi projicerer over i vores børn, så de senere kan projicere DERES ting over i vores børnebørn? Er den bedste måde at hjælpe vores børn på mon at at vi bringer os selv i balance med vores inderste identitet, hvor vi ikke er i tvivl om, hvad der er bedst at sige og gøre i enhver given situation? Og hvordan kommer vi mon lettest og hurtigst derhen?
I øvrigt var jeg helt vild med lille Sofie på 10 år fra Vejle, der sang “Halleluja”. Hun var fantastisk!
Hvad er godt og hvad er ikke så godt for os? Hvordan er vi i stand til at skelne?
Der er en historie om en fattig kinesisk bonde, der havde en søn og en hest. Naboerne spurgte ham om, hvorfor han ikke solgte hesten, så han havde råd til at give sin søn en uddannelse. Nej, sagde bonden. Alt er godt, som det er. En dag løb hesten væk, og naboerne var forfærdede. Nu havde bonden mistet det eneste, han havde af værdi. Nej, sagde bonden. Alt er godt, som det er. Efter nogle dage kom hesten tilbage igen, og den havde en hoppe med sig. Det mente naboerne var heldigt. Tja, siger bonden. Alt er godt, som det er. Den nye hoppe skulle rides til, og det sørgede sønnen for. Men hoppen var vild og kastede den unge mand af sig, så han brækkede begge arme og begge ben. Naboerne syntes, at det var skrækkeligt. Nej, sagde bonden. Alt er godt, som det er. Kort efter udbrød der krig med nabolandet. Hæren drog gennem landsbyerne for at hverve alle unge mænd som soldater. Og gæt, hvem de ikke tog med. Bondens søn, fordi han havde brækket begge arme og ben…
Det er min påstand, at vi med vores psyke kan ændre vores krop (vores helbred), og at kroppen (et chok eller traume) kan ændre vores måde at tænke og tro på. At alting hænger sammen. At der ikke er nogen tilfældigheder.
Den gode nyhed er, at vi dermed også har indflydelse på, hvordan vi har det – både sundhedsmæssigt og om vi er lykkelige og taknemmelige. At vi selv kan designe vores eget liv.
Da timen begyndte, tog professoren, uden at sige et ord, et meget stort og tomt syltetøjsglas frem og begyndte at fylde det med golfbolde. Da han havde gjort det, spurgte han sin klasse om glasset var fyldt, og det var de enige om, at det var. Så tog professoren en kasse med småsten frem, og begyndte at hælde dem ned i glasset. Han rystede glasset let, så småstenene fordelte sig imellem golfboldene. Derefter spurgte han igen om glasset var fyldt, og det mente hans klasse nok, at det var. Herefter tog han en kasse med sand frem og begyndte at hælde det op i glasset. Sandet fyldte naturligvis de resterende hulrum i glasset. Igen spurgte han om det var fyldt. Klassen svarede enstemmigt “ja”, hvorpå professoren tog en kop te han havde stående ved siden af sig og hældte indholdet ned i glasset, hvilket effektivt fyldte de hulrum der var mellem sandkornene. De studerende lo.
Er fødslen naturlig eller kunstig?
Er døden naturlig eller kunstig?
Tja, det afhænger såmænd af, om VI gør den naturlig eller kunstig…
Jeg mener, at i alt for mange tilfælde er måden, vi behandler det mest naturlige og uundgåelige i verden, beskæmmende. Mange mennesker er direkte bange for døden. Det er der formentlig flere grunde til. Nogle fordi de ikke føler, at de har levet deres liv endnu. Andre fordi de ikke har sat sig ind i, hvad døden egentlig er, og derfor er bange for det ukendte – ligesom en gyserfilm. En gyserfilm ville ikke være en gyserfilm, hvis alt lys blev tændt og en kommentator omhyggeligt forklarede, hvad der foregik. Døden er for nogen mennesker en gyserfilm, og hvor er det ærgerligt, når det lige så godt kunne være så meget andet betydeligt mere positivt og glædeligt.
Gamle mennesker bliver ofte fyldt med medicin, og de lider under de frygteligste bivirkninger. Er dette naturligt og værdigt? Hvordan vil du egentlig helst SELV gerne herfra?
Carsten Vagn-Hansen, som er læge og sundhedskonsulent, har skrevet en artikel i tidsskriftet “Sygeplejersken, der hedder “Døden uden mad og drikke”.
Umiddelbart lyder det som om at patienterne tager sagen i deres egen hånd, men når man læser artiklen, får man indtryk af at forfatteren har blandet to begreber sammen, nemlig skyld og ansvar. Det er ikke nogens skyld, at man er blevet syg. Men det kan vel ikke komme bag på nogen, at den måde man har valgt at leve på, kan have nogle (alvorlige ) konsekvenser for ens helbred.
Jeg mener, at samtlige vores helbredsmæssige udfordringer udspringer af tre ting (eller en blanding af de tre):
1. Forgiftning
2. Mangeltilstand
3. Psykisk ubalance
Jeg har beskrevet det på en lidt anden måde i en tidligere blog. Jeg synes, at det er pragtfuldt at se, at flere og flere tager ansvar for deres eget liv, i stedet for at overlade ansvaret til andre – eller tørre ansvaret af på andre. Det lover godt for sundheden – og livet og lykken i det hele taget.
Vision er evnen til at forestille sig en bedre fremtid. Det betyder at sætte mål og arbejde sig støt hen imod opfyldelse af målet (tid, indhold, følelse).
Mind dig selv om dine mål hver eneste dag og hold samtidig øje med realiteterne.
Det er vigtigt at kunne differentiere mellem, hvad man er i stand til at ændre på, og hvad man ikke har indflydelse på.
I bund og grund er det eneste, du kan ændre dig selv og dine holdninger. Du kan ikke ændre på din nabo, eller din ægtefælle, eller din chef, eller din partner. Du ønsker formentlig heller ikke selv at ”blive ændret på” af nogen, vel?
Skal man tro på sine mål?
En af mine venner sagde til mig, at hun ikke troede på noget, før hun så det med sine egne øjne. Hun mente, at når jeg fortalte om hvad jeg havde opnået, var det efterrationalisering og helt tilfældigt. Selvfølgelig er det ikke alt, hvad jeg ønsker mig, at jeg får. Fx opnåede jeg kun 80 % af hvad jeg havde på mit visionboard i 2009. Men de sidste 20 % fører jeg bare over på næste år – medmindre at deres betydning er blevet så lille, at de ikke er aktuelle mere.
I søndags kom jeg hjem fra mit 14-dages vandrings-selvindsigt-meditations-udviklings-kursus. Knap 300 kilometer på Hærvejen fra Viborg til grænsen. Dagen efter holdt jeg fri sammen med min dejlige familie, og i dag er jeg i gang igen med blandt andet blog-skriveri.
Jeg har besluttet mig til, at mit næste kursus kommer til at hedde ”Total-terapi – lige til grænsen”. Med total-terapi mener jeg, at jeg selv deltager i strabadserne og vandrer samme distance som deltagerne hver dag (godt 20 kilometer i gennemsnit med fuld oppakning). Vi går hver for sig, men når vi mødes i løbet af dagen og om aftenen på de forskellige herberger, er der individuel psykoterapi og gruppeterapi. Det har været et særdeles effektfuldt kursus.
Bevidstheden befinder sig i hjernen i hovedet.
Underbevidstheden befinder sig i hele kroppen, og når man bruger sin krop til det, den har været brugt allermest til de seneste 100.000 år – nemlig at gå – kommer man lynhurtigt dybt ned til de tidligste programmeringer, og bliver dermed i stand til at ændre uhensigtsmæssig adfærd, holdning og overbevisning. Det har kursisterne mærket meget overbevisende.
Jeg var selv meget begejstret for kursus, fordi jeg var i mit ES i mit samarbejde med kursisterne, fordi det var godt vejr med både solskin og regn, og fordi jeg også selv fik meget ud af vandringen. Klik på billedet herunder og se en kort video på knap 3 minutter med feedback fra kursisterne, umiddelbart inden vi hoppede på toget i Padborg.
