Det er lidt på samme måde som jødeudryddelsen under anden verdenskrig. Hvem var egentlig ansvarlig for denne ugerning? Var det den tysker, der lukkede vogndøren, så jøderne blev transporteret til udryddelseslejren? Eller den tysker, der trykkede på knappen til gassen? Eller den overordnede, der fulgte ordrene fra sine overordnede?

ALLE har et ansvar. Jeg mener blot at Klaus er en lille fisk i denne sammenhæng, hvor mange mennesker er påført lidelser lang tid fremover.

”Jeg husker mit arbejde med en ung dreng, som led af en tumor i hjernen. Da jeg spurgte om, hvordan han oplevede denne tumor, sagde han, at den føltes som en hammer, der slog på hans hoved. Da han udfoldede og forstærkede følelsen af denne dundrende hammer, sagde […den…] til min overraskelse til ham: ”Begynd at bestille noget, og hold op med at se så meget TV!” Baseret på denne oplevelse, anbefalede jeg ham at drikke sort kaffe, holde op med at se TV, og komme i gang med at lave noget. Han fulgte min instruktion til trods for moderens og lægens indvendinger. Denne intervention eller indgreb afsluttede for en tid konflikten mellem hans tendens til at være doven og han behov for at komme i gang med at arbejde. Nogle måneder senere var tumoren forsvundet.”

Hvad mon en konventionel læge vil anbefale en patient med en tumor i hjernen? Formentlig operation eller medicin… Hvor smart mon det ville være at fjerne symptomet i stedet for årsagen? Ville tumoren forsvinde for altid eller måske komme igen? Eller måske ville ubalancen komme til udtryk på en ny måde? Betyder det mon, at tumoren mere havde karakter af en psykosomatisk udfordring end blot et fysisk ubehag, som på sigt kunne blive livstruende?

På side 143 fortsætter Arnold Mindell:
“Drengen var allerede blevet opereret to gange, da hans forældre bragte ham til mig. De var kommet til den erkendelse, at der var intet mere at tabe. Jeg spurgte drengen, hvordan han oplevede sin svulst, og han sagde, at den gav ham smerter.
“Hvordan gør det ondt?” spurgte jeg. Han svarede: “Det er som en hammer, der slår”. Og da han sagde ordet hammer, slog han på sine knæ. På min opmuntring fortsatte han med at hamre på sine knæ, og vi fortsatte muntert hermed, indtil han forstod budskabet i hammeren. Efter et par minutter så han på mig, smilede en smule fjoget og sagde, at hammeren fortalte ham, at han skulle gå i gang med at arbejde, se mindre TV og læse sine lektier.
Jeg hjalp ham med at bearbejde dette yderligere ved at overtage den anden side. Idet jeg gik ind i processen og påtog mig den oprørske del af ham, indvendte jeg, at jeg elskede at se TV og ikke ønskede at lave min lektier. det fik drengen til at gå længer ind i hammerens position. Han insisterede på, at “jeg” måtte disciplinere mig selv. Som afslutning lavede vi en fredelig aftale. Først skulle drengen lave nogle lektier, så kunne han se lidt TV og derpå gå tilbage til arbejdet igen.
Drengen var lykkelig over denne beslutning. Den gav ham en indre fred og mere livsglæde at have oplevet at være en hammer. Hans mor var imidlertid ikke tilfreds. Hun var overbevist om, at han havde alt for mange smerter til at kunne læse lektier. Drengen og jeg “hamrede” løs på hende, og råbte støjende, at han ønskede mere disciplin! Vi lo alle, og hun accepterede at understøtte drengen i at lave sine lektier.
Drengens helbred forbedredes synligt. I virkeligheden følte han sig meget raskere. Senere fortalte hans læge mig, at røntgenbillederne viste, at svulsten var forsvundet. Endnu vigtigere var drengens glæde over at være blevet stærkere. Men hvad var det som havde vendt denne destruktionsproces? Held?”

Mikael

Jeg måtte dog til sidst sande, at jeg IKKE kan gøre det alene. Jeg kan IKKE danse en pardans alene. Jeg kan IKKE gå til parterapi alene – jo det kunne jeg godt, men ville jeg/vi komme videre af det. Jeg kan kun ændre på mig selv. Jeg kan IKKE ændre andre og kan ikke tvinge dem til forandring og udvikling – heller ikke selvom det er min mand.

Alt det du skriver er så logisk for mig, men jeg ved nu, at sådan er det bare absolut ikke for alle. Jeg tror nogle er så skræmt af at se på sig selv – bange for at ”krakelere” og vise sine sårbare sider – at de aldrig nogensinde kommer ud af deres komfortzone. Hellere miste ægteskab/dem man elsker mest, end at bevæge sig derud, hvor det måske umiddelbart gør ondt, end at konfrontere sine egne skyggesider og på sigt få det meget meget bedre med sig selv og andre – og især sine nærmeste.

Det er så ulogisk og slet ikke til at fatte for os, der tænker som du og jeg, at andre kan være så skræmte af selvudvikling, men sådan er det bare. MEN uanset hvilken type man er, og hvilken holdning man har, så har man SELV ansvaret for sine valg og dermed de heraf følgende konsekvenser.

Vi kan ikke ”redde” nogen som ikke vil ”reddes”, og det er svært at slippe den kontrol, synes jeg selv, men jeg tror, jeg er ved at lære det, for det bruger alt for meget energi – det er skruen uden ende.

Jeg synes det er sørgeligt og dybt tragisk at skilsmisse-% er så høj og bliver højere, for hvad er det i virkeligheden vi er bange for???? Hvad er det, vi vælger til og hvad vælger vi fra, når vi vælger ikke at ville gå i parterapi eller søge hjælp, når vi har problemer i parforholdet?????

Så en gang en overskrift , om sagde noget i retningen af, at det er tankevækkende, hvor meget tid og energi vi ofte bruger på at ”blive gift” i forhold til at ”være gift”.

Nå, ikke mere om det, men jeg fik lige sådan en lyst til at ytre mig.