Jeg er lige kommet hjem fra en herlig juletræsfældningstur med mine to bonussønner (13 og 10) og en af deres kammerater. Det blev lidt af en strabadserende oplevelse. Vi tog toget til Hillerød, og derfra var der seks kilometer ud til det sted, hvor Ingeniørforeningen havde arrangeret juletræer, glögg og æbleskiver. Men hvilke seks kilometer! Det blev i strid modvind med heftig regn. Til min udelte glæde var det uden et kny fra drengene, der stred sig igennem elementernes rasen. Hvor var jeg dog glad for at det var en mandetur, og at Sofia på to, og Pernille, havde valgt ikke at tage med.
Vi var udmattede, dyngvåde og kolde, da vi kom frem. Heldigvis indledte vi i et stort opvarmet telt med varme drikke. Der var ikke færre end 100 voksne og 60 børn tilmeldt arrangementet. De fortalte at det sidste år foregik i 20 centimeter sne og strålende solskin…

På vej hjem regnede det kun en lille smule, og vi havde medvind. Thomas, der havde frosset mest, opdagede, at når der er gået et vist stykke tid, har kroppen vænnet sig til den lavere temperatur og skruet op for sin indre termostat. Da vi sad i toget, frøs han ikke spor, selv om han stadig var våd. Det samme gjaldt også alle os andre.
Så kroppen er fantastisk til at tilpasse sig selv de mest ekstreme udfordringer. Man skal bare igennem noget smerte først – enten fysisk eller følelsesmæssig. Når vi bliver presset ud til vores ydergrænse, har vi mulighed for at udvikle os, og lære nye færdigheder.