Skal man altid være ærlig over for sine børn?
Hvad sker der, hvis man ikke er ærlig?
Er ærlighed ikke som med så meget andet, en smal sti med dybe grøfter på begge sider?
Hvad hvis ens søn elsker at synge så meget, at han ikke kan lade være – til trods for at han ikke har en tone i livet? Skal man støtte ham i, at det er godt at han synger, men måske undlade at fortælle ham, at man synes at han synger godt?
Hvad hvis han synger i et band, og at han pludselig finder på at stille op til Talent 2010? Skal man SÅ fortælle ham sin ærlige mening? Vil det såre ham, hvis han får at vide, at det måske ikke er en god ide?
I fredags så jeg Talent 2010 sammen med min familie, og i interviewet inden Nicklas’ sceneoptræden, fortalte han os, at de fleste havde fortalt ham, at han sang godt…
Hvordan mon det påvirker drengen, at han et øjeblik senere for øjnene at det meste af Danmarks befolkning, oplever det svidende nederlag at få at vide af et enigt dommerpanel, at han overhovedet ikke kan synge?
Hvor går grænsen mellem sygelig hensyntagen og hensynsløs ærlighed? Hvordan kan man som forældre vide, hvad der er bedst for barnet, både på kort og på langt sigt? Hvorfor er det så svært for nogen forældre – og så let for andre?
Er det mon vores egen indre ubalance, vi projicerer over i vores børn, så de senere kan projicere DERES ting over i vores børnebørn? Er den bedste måde at hjælpe vores børn på mon at at vi bringer os selv i balance med vores inderste identitet, hvor vi ikke er i tvivl om, hvad der er bedst at sige og gøre i enhver given situation? Og hvordan kommer vi mon lettest og hurtigst derhen?
I øvrigt var jeg helt vild med lille Sofie på 10 år fra Vejle, der sang “Halleluja”. Hun var fantastisk!
I dag købte jeg et par nye vandrerstøvler. De gamle har tjent mig trofast i seks år, været med mig fem gange på Caminovandring, og også været brugt som vinterstøvler hvert eneste år.
