I formiddags var jeg i svømmehal med min kone og datter (2 år), og det gav mig, foruden samværet med de to vigtigste mennesker i mit liv, også to andre gode oplevelser:
Vi lå i det varme soppebassin (34 grader) og nød livet og hinanden, da der pludselig var en ældre kvinde med et lille barn, der meget højt og meget vredt råbte efter en ung far med en lille dreng. Drengen havde tilsyneladende taget et korkbadedyr, der lå og flød, og kvinden mente, at det var hendes barnebarn, der brugte det. Manden sagde med almindelig stemme, at det bare lå der, hvortil kvinden meget vredt og truende bad ham aflevere det. Manden sagde blot stille, roligt og høfligt ”nej” og vendte sig om mod sin søn. RESPEKT! Ingen skal lade sig hundse af trusler og vrede. Kvinden sagde efterfølgende ingenting, men blev i hjørnet af bassinet med sit barnebarn. Efter cirka fem minutter hørte jeg manden spørge sin søn, om han var færdig med at lege med korkbadedyret, og da sønnen svarede ja, lod han det flyde ud midt i soppebassinet. Hvilken indre balance den far har!!! Han er helt sikker en super-rollemodel for sin søn.
Den anden gode oplevelse var endnu en bekræftelse på min tese, om at behov kan opfyldes via tre trin: 1) Først definerer man for sig selv, hvad man vil have, 2) udtrykker dette højt, hvor man kun taler ud fra sig selv, og 3) stiller spørgsmål.
Jeg kom ind i svømmehallens dampbad, og alle de øverste bænke var besat. Dog sad en mand og bredte sig over to pladser. Jeg sagde: ”Jeg kunne godt tænke mig at sidde på en af de øverste bænke. Må jeg sætte mig ved siden af dig?”
”Selvfølgelig”, svarede han og rykkede lidt til siden.
Så let og enkelt kan det gøres.
Hvad jeg mener med at tale ud fra sig selv, er at sige, hvordan man selv har det. Ikke at være ovre på de andres banehalvdel, med fx et ”Ryk dig lidt” eller ”Du fylder faktisk to pladser”. Det kan virke både uhøfligt, provokerende og manipulerende.
Hvis man derimod ved, hvad man vil have, udtrykker det klart og venligt, og derefter stiller et spørgsmål, kan man aldrig komme galt af sted. Det er min erfaring, at det virker fantastisk godt næsten hver eneste gang. Og det er blandet andet et af de værktøjer, jeg lærer mine klienter.