En af måderne er at prioritere hinanden i parforholdet tilstrækkeligt højt.
Har I børn er det vigtigt, at være bevidste om, at afbalancere fokus mellem børnene og jer som par. Når barnet er ældre end ca. seks år, skal det ikke længere behandles som en baby. Det vil sige, at det bliver klar over, at der er børnetid og der er voksentid, hvor I alene kan have en dialog. Når barnet ser sine forældre sammen, lærer det hvordan det selv skal gøre som voksen.
Hvis et barn har oplevet, at den ene eller den anden af forældrene prioriterede barnet højere end sin ægtefælle, vil det med stor sandsynlighed kopiere dette som voksen, og selv risikere at blive skilt efter kamp og et opslidende ægteskab – og hvilke forældre ønsker dette for sit barn?
Det er vigtigt som voksen at kunne skille sine egne behov (for at være sammen med sit barn) fra barnets reelle behov. Det er et spørgsmål om kortsigtede eller langsigtede behov (jeg har lyst til en is nu, men hvis jeg spiser for mange af dem, tager jeg på).
Arbejder du meget og føler dårlig samvittighed over ikke at kunne være ”nok” sammen med dit barn, kan du overveje at gå ned i ugentlig arbejdstid. Er argumentet ”det kan jeg ikke p.g.a. vores økonomiske situation” må udgifterne tages op til revision. Barnet/børnene elsker bare at være sammen, og dét at den voksne er tilgængelig fysisk og mentalt, er oftest lige det, der er behov for. For pludselig er barnet/ børnene store og har på anden type brug for dit nærvær.
Samtlige valg vi træffer har konsekvenser. Hvis man behandler sit (store) barn som en baby, vil det (ikke underligt) også opføre sig som en uansvarlig baby.
Så en måde at undgå opløste parforhold eller skilsmisse på – både for sig selv og for sine børn, når de bliver voksne, er, at være bevidst om hvordan man vælger at prioritere sit fokus, sin tid, sit nærvær(d) og sine ressourcer. Det vil nemlig senere udvikle sig til enten behagelige eller uhensigtsmæssige situationer i livet for alle parter. Så vi vælger selv, hvordan vi vil have det!
Bommene gik ned som de skulle. Togføreren var ædru. Der var ingen, der skubbede drengen ud foran toget. Så er der overhovedet nogen skyldige - eller er der i stedet nogen ansvarlige?
